ARTICLE
Selenatoren, 80'er-drengen og diamanterne.
©2019, Tommy Kjeldahl. (2013)
Du er fra ’68, du var teenagedreng i 80'erne, du tænker ”hvad sker der?”
Tween-datteren showdanser på værelset, iPad-kameraet kører, mobilen tjekkes. ”Yes!” råber hun, skruer ned for musikken og smækker skærmen i ansigtet på dig. ”Se!”
Du træder et par skridt tilbage og ser. Musikidolet fra vægplakaterne med ny tøjkollektion, ”Dream Out Loud” står der. Datteren slår på mobilen ... ( - der bliver ”liket”) ... ”Vi kan få tøjet i USA!”
Hun skruer op, danser videre, du er stadig fra ’68.
Nogle uger efter, på job og med netavisen i frokostpausen. ”Stars Dance Tour,” læser du. ”Okay!” Idolet, amerikanske Selena Gomez, kommer til Danmark. Koncertbilletter - den perfekte gave, den perfekte overraskelse. Du har en plan.
Men så ... samme dag, i bussen på vej hjem, mobilen ringer. ”Selena kommer til København!” jubler en forvrænget stemme. ”Nå!”. ”Vi SKAL bare have billetter, Far!”
Du står af bussen, overhalet indenom …
Billetnet og nedtælling. Nu sveder du foran computeren. Øh... standardbillet eller VIP-pakke? … i guld, i diamant? ”Meet and Greet”? Og priserne! Dine hænder ryster for nu er klokken 10.
Showdanseren svæver over tastaturet. Du husker idol-plakaterne, du husker hendes samlemappe, CD'erne og musikken. 3 år som selenator! Og pludselig ... pludselig er der nogen, som trykker ”diamant”!
Månederne går, og dagen kommer. Afrejse til ”Stars Dance Tour”.
I slentrer hen ad villavejen med larmende trolley-tasker. Sommerfuglene blafrer … i maven.
Jeg vil se billetterne!” kommanderer Selenatoren. Hun frygter, de skulle være glemt.
Du har diamanter men vil intet afsløre endnu.
En nabo kører forbi, standser og ruller bilruden ned. ”Flytter I hjemmefra?”
Reddet igen! ”Kun for et par dage ...”
I fortsætter mod bus og tog, men Selenatoren giver ikke op. ”Har du husket billetterne!”
Du mander dig op; ”JA!” siger du, så du ikke vil spørges igen.
København, Hotel Falkoner. Koncerten venter i stueetagen, og der er liv i overetagen. Blå hårstribe fra Glitter, blå neglelak fra Matas. Selenatoren synger og danser, tæller timer, tæller minutter. Kommer der mon klager fra ved siden af?
Du mærker, det er tid, og lægger bogen til side. Med diamanterne i baglommen lister du ud på badeværelset, finder et håndklæde og pakker ind. Du famler efter ord - et ”værsgo'” bliver det til.
”Billetterne,” griner hun og stopper op foran spejlet. Hun ser på dig, hun bliver usikker. Diamanterne dukker frem. De spejler i blanke øjne. Hun smider sig på sengen, stirrer vantro mod vinduet. Personligt møde med Selena om et par timer, og hvordan mon det vil gå?
Hurra for VIP! Menneskemængden i regnen presser mod glasdørene, I sidder i hotellobbyen, mens spændingen stiger. Unge Anthony fra Gomez-teamet er rar, I bliver de første til ”Meet and Greet,” og den blå hårstribe flyver fra side til side.
En kraftig fyr dukker op - militær-veteran måske og fra Texas. I følger i hælene på ham til et nyt lokale. Bord med VIP-poser fyldt med merchandise og et lærred på stativ.
Du småsnakker med Texas på dit danske engelsk. Han spørger til fotoet, og Selenatoren nikker. Så ler amerikaneren, så det runger; ”You don't want your old man in the picture.”
Du ler med, lettere anstrengt. Selenatoren får sit eget ”Meet and Greet”, og du dit.
Døren i siden går op, og der lyder lette fodtrin. Selenatoren vender sig mod dig, bider sig i læben. Selena må være klar bag lærredet for Texas giver tegn. Selenatorens raske gang - du vil aldrig glemme den - på vej til møde med sit verdenskendte idol. Og Selena, efter en uge med koncert i Canada, MTV Awards i New York og filmpremiere i LA - og nu, lige her!
Du venter, får et kort glimt af Selenatoren, der kommer ud på den anden side. Du bliver vinket frem. Din tur og din hånd, der griber om Selenas ... mærker styrken ... skrøbeligheden. En varme synes at stråle fra det mørke hår og den broderede tiger på trøjen. ”How are you?” , fløjlsblød stemme. Pigen fra vægplakaterne er blevet levende ... og nu spørger hun, hvordan det går.
Selenatoren er overvældet, kan ikke tale. Flere piger kommer fra ”Meet and Greet. ”Tårerne triller, du bliver urolig. Du står i en gruppe af teenagere opløst i gråd. Dit blik flakker fra den ene til den anden. Du ved ikke! Men endelig ... endelig får du kontakt med Selenatoren - blot et par ord, men det er nok. Alt ER OK. Hun tørrer kinderne, smiler med øjnene. Tak, frk. Gomez …
Klemt mod hegnet i fyldt koncertsal. Der er en time til start, og Selenatoren kan ikke slappe af. Opsynsmændene har travlt ved frontlinjen. Flere har ildebefindende, sveden står i panden, og kroppen gør ondt. I kan ikke holde presset i ryggen længere. ”Jeg vil væk,” siger Selenatoren ...
To velbyggede mænd på den anden side af hegnet kommer til, løfter hende over, mens du forsøger at klare dig selv. Det går ikke. Ingen plads til afsæt. ”Øjeblik!” siger den ene ...
Du bliver drejet rundt. Kraftige hænder vrider i din jeans ved hofterne, og gulvet forsvinder under dig. Du ser loftet, du ser menneskemængden. Dit hul ved hegnet bliver lukket af et fremstormende publikum. Dit ben! Dit ene ben bliver mast. Du spræller med blottet maveskind for at komme fri! Der bliver trukket i dig, du sparker.
Svimmel og endelig med fodfæste mellem hegnet og scenen.
Du er en ramponeret fyr, du er fra ’68, du er på flugt!
Fra første række til bagerste, men Selenatoren er lettet. En siddeplads på balkonen og luft til at nyde idolet synge og danse.
”Always be yourself, there's no one better!” Selena Gomez synger “Who says …”
...
You've got every right
To a beautiful life
C'mon
...
Listen to me, listen to me
...
Who says you're not perfect?
Who says you're not worth it?
...
Who says you don't pass the test
Who says you can't be the best
Who said, who said?
Would you tell me who said that, yeah
Who said
Du er uforberedt, paraderne er nede efter dramaet ved hegnet. Et hint til Janteloven, og en dreng fra 80'erne rør på sig. Han kæmper med dæmonen.
Selenatoren sidder ved siden af, men du er i en skolegård langt, langt væk ... Så står du i en have … ”Who says ...”. Du kigger op ...
”Skal vi ikke tættere på scenen?” spørger du.
Opfyldt af musikken, du må få det til at ske, det ved du nu. Og det sker. I kommer gennem mængden og helt frem til scenen på balkonens venstre arm. Selenatoren er euforisk, står med mobilen og filmer. ”Stars Dance Tour” for fuld udblæsning, og nu er du helt med .... i det ene nummer efter det andet.
”Hun vinkede til os!” jubler Selenatoren midt i røgen og konfettien. Måske ikke, tænker du ... men det får ende. Her ved sidste nummer, opdager du, står I for jer selv.
Efter koncerten vælter I rundt i mylderet. Merchandise-butikken venter. Selenatoren vil have en Tour T-shirt, men det er ikke nok, mener du. ”Fotobogen, kunne den ikke også være go'?” Og bagefter, ved midnatstid, på McDonald’s overfor Falconer; Selenatoren nævner forsigtigt ”wraps” ... "Måske? I stedet for de sædvanlige burgere. "
”To Grilled Chicken wrap menu'er” siger en stemme ved disken.
I slæber det hele med hjem på hotellet. Colaer, wraps ... udpakning af VIP-poser, videoer fra mobilen. Alt bliver vendt og drejet. Intet er blot passeret forbi.
Klokken to om natten falder Selenatoren i søvn. Hun er i sin nye Tour T-shirt, omgivet af merchandise’en og med den blå hårstribe hvilende på fotobogen. Du sidder træt i kurvestolen og tager de to billetter frem, ”VIP Diamond.” ...
De seneste ti timer, mødet med Selena, turen over hegnet, oplevelserne fra balkonen ...
Du rejser dig for at åbne vinduet til den københavnske nat. Frisk luft strømmer ind, og stjernerne ... derude et sted. "Stars Dance Tour".
Et ansigt toner frem i den mørke rude. Du har set det før ... for mange år siden, i spejlet. Han sidder under fodboldspilleren, på en rødstribet skibsbriks og med en bold i hænderne. Et brunt hæfte med udklip fra Kicker er ved hans side.
Han smiler genert ... kaster bolden i gulvet et par gange ....
"Billetnet ... Det var mig, der trykkede diamant ..."
" ... for hvor må det være fantastisk ... at møde sit idol fra vægplakaterne ..."
Selenatoren og Selena.
Selena Gomez. "Lose You To Love Me", 2019.
Selena Gomez. "Rare", 2020.
Kilder/omtale:
Selena Gomez, "Who said."