BLOG
Der findes et sted - Square du Vert-Galant.
2015, Tommy Kjeldahl.
I Paris, langs Seinen, og med et af favorit-værkerne i lærredstasken ... Thorkild Hansens dagbøger fra perioden 1947-1952.
Solen bager, men der er en bænk i skyggen. Må finde siden med post-it lappen ...
Den 26. februar 1950 ... Den unge danske forfatter er på bytur med den smukke Huguette ...
” ... I biografen og derefter hen til en lille restaurant på den rigtige Quai des Orfèvres, fordi jeg lige i nærheden kender et sted, som er hemmeligt for de fleste. En trappe bag rytterstatuen for Henri IV fører ned til spidsen af Ile de la Cité, som består af et lille offentligt anlæg med bænke og grønne træer, til begge sider omfyldt af Seinen. Her er man som i hjertet af Paris, og dog kommer her aldrig et menneske. Vi kunne gøre lige hvad vi ville ... ”
Ser hen mod broen Pont Neuf. Bagved, et sted som er hemmeligt for de fleste, et sted hvor der aldrig kommer et menneske ... Det virkede tillokkende hjemme i Chesterfield'en og ikke mindre nu, beruset af byens atmosfærer.
Thorkild Hansen var ikke den eneste, som kendte stedet ved Seinen. I 1920'ernes Paris sad novellens mester, Ernest Hemingway, på Cafe Closerie des Lilas og puslede med ordene ...
”Jeg gik langs kajerne når jeg var færdig med arbejdet, eller når jeg havde brug for at tænke et eller andet igennem .... For enden af Ile de la Cité, lige under Pont Neuf, hvor der var en statue af Henrik den Fjerde, spidsede øen til som et skibs skarpe stævn, og der var en lille park lige i vandkanten hvor der voksede flotte kastanjetræer, nogle store og med brede kroner, og i strømhvirvlerne og det stille vand som Seinen lod flyde forbi, var der gode steder at fiske .... ”
Pakker tasken på bænken og sætter kursen mod statuen af Henrik den 4. Efter alle de år ... mon kastanjetræerne stadig ville være der, og det stille vand. Spændt, men også en anelse bekymret.
Der er metalgitre og tusindvis af hængelåse, symboler på evig kærlighed. Læser flygtigt nogle af navnene på vej hen mod trappen bag statuen. På øverste trin og med lukkede øjne - vil kalde de billeder frem, som læsningen skabte, vil se dem en sidste gang ...
Rammer en sti nedenfor trappen, og der er grupper af sommerklædte turister i hastig gang. Bådene! Afgår de herfra! ”Her kommer aldrig et menneske,” skrev Thorkild Hansen, ”Et godt sted at fiske,” skrev Hemingway.
Må sidde ned, skuffelse, men forventelig, havde dog håbet.
Får øje på et grønt anlæg længere ude på spidsen af Ile de la Cité. Træerne og bænkene, de er her stadig! Alt det grønne, omfyldt af Seinen!
Går ind i den lille park og allerede efter få skridt er der ro. Med storbyen-larmen langt væk, åbner tasken under et af træerne og finder siden med næste post-it lap.
”Den 9. oktober 1950,” fortsætter Thorkild Hansen ...
” ....kørte vi ned til Cité, parkede vognen og gik ned i anlægget foran Henri Quatre, vores sted ... Vi satte os på kajen, vandet kom strømmende uden en lyd under den vidunderlige bro ... Så hørte vi pludselig en lyd bag os, som om nogen gravede i jorden, vendte os og opdagede en mand inde i anlægget, der stod med en spade i skæret fra en flagermuslygte ...
Han havde tårer i øjnene. Han forklarede os, at han godt vidste, at det var con, men sådan var det, når man holdt for meget af, og han havde nu holdt af den kat i fem år. Andre kunne holde af andre ting, det vedkom ikke ham, men han ville ikke smide den i Seinen og nogle dage senere se den flyde rundt med opspilet bug. Han tog den døde hunkat op fra jorden, kyssede den på snuden, lagde den ned i hullet og kastede det til. Vi blev enige om at gå op og tage et glas eller to på begravelsen.”
Døser hen i sommervarmen med bogen i hånden og med en tanke. Hvor mon katten er begravet?
- - -
Otte måneder senere på det kongelige bibliotek i København. Café "Søren K", Diamantens hyggeligste hjørne, en stor latte og med et foredrag i vente ovenpå ...
Professor Poul Behrendt har forsket i Thorkild Hansens oprindelige dagbogs-manuskripter, som pludselig dukkede op hos Vangsgaards Antikvariat. Brændt var de ikke, og nu blev der sammenlignet ... for mistanken havde været der længe. Forfatteren gjorde sit liv til fiktion. Hvad nedskrev den unge Thorkild ... og hvad ændrede og tilføjede den gamle digter, da dagbøgerne blev gjort klar til udgivelse i 1980'erne.
Lokalet for enden af korridoren er ikke stort, men skuespiller Ellen Hillingsø svæver alligevel ind med en aura af aristokrati. Hun skal læse op. Professoren kommer med sine papirstakke og nyfundne viden ...
Hillingsø's stemme kan rumme både Thorkild og Paris. Hun kommer til den 9. oktober 1950 ... og det er, heldigvis, med den unge Thorkilds stemme ...
Smiler indvendigt. Det er om stedet, hemmeligt for de fleste ....
Thorkild Hansen.
Kilder:
Thorkild Hansen, "Et atelier i Paris".
Ernest Hemingway, "Der er ingen ende på Paris".